Hold da op! I går havde jeg min første eksamen på Carlos III, hvilket jeg selvfølgelig gerne vil fortælle jer om, jeg ved bare næsten ikke, hvordan jeg skal starte - for sikke noget rod, det dog var! Eksamen var i Comunicación y Participación ciudadana en la Red (DK: Samfundets kommunikation og deltagelse på internettet).
Lad mig starte kort med at fortælle, hvordan en skriftlig eksamen foregår hjemme på ASB, så vi har lidt at sammenligne med: Man møder på skolen i god tid (selvfølgelig), hvor man som det første går hen til informationen, hvor der på skærme står skrevet i hvilket lokale, de forskellige eksamener finder sted. Derefter går man hen til det pågældende lokale, hvor man - en halv time før eksamens start - får adgang til lokalet. Før man finder en plads bliver studiekort tjekket og man bliver krydset af på en liste over deltagere. Herefter finder man en valgfri plads, hvor der i forvejen ligger et sæt eksamensregler samt de foldere/kuverter eksamen skal afleveres i ved eksamens slut. Kl. hel lukkes dørene og opgavesættet deles ud.Ved de skriftlige eksamener skrives der på egen medbragt computer og opgaven skal enten afleveres på en USBpen, eller som det nyeste: uploades på skolens hjemmesiden. Eleven må ikke forlade eksamen den første time, eller det sidste kvarter.
Det skal også lige siges, at derhjemme er selve eksamen det eneste der tæller i karakteren. Hernede tæller eksamen en hvis procentdel (forskellig fra fag til fag), mens afleveringer mv i løbet af semestret tæller den sidste procentdel. I Comunicación y Participación ciudadana en la Red tæller selve eksamen 50% og afleveringerne i løbet af semestret tæller de sidste 50%.
Godt, så er der noget at sammenligne med!
På universitetet hernede var eksamenslokalerne offentliggjort på forhånd på en hjemmeside, hvor vi kunne logge ind og se vores eksamensplaner. Jeg synes, egentlig det er smart nok, da vi så kan gå direkte til eksamenslokalet uden at skulle forbi informationen først. Dog skete der det, at hjemmesiden ikke har kørt siden midten af næste uge hvilket jo betød, at vi ikke kunne komme ind og se hvilket lokale, vi skulle være i. Nå, det var jo selvfølgelig træls, men dét kunne kontoret derude vel gøre os opmærksom på om morgenen på eksamensdagen.
Vi er i 4 piger fra ASB, der har det pågældende fag, og på eksamensdagen tog vi alle tidligt derud. De 3 andre havde dog været med et tidligere tog, så da jeg kom derud omkring kl. 8:30 skrev jeg til dem og spurgte om de havde fundet ud af noget med lokalet, hvilket de ikke havde. Nå.
Så opdagede jeg heldigvis, at jeg faktisk havde skrevet ned, hvor vi skulle være henne. Dog var det i en helt anden bygning, end vi plejer, så jeg gik derover for at se, om der skulle være nogle af de andre studerende, så jeg kunne få bekræftet, at det var der. Der sad så også en fyr, som er på holdet, som bekræftede, at det var i de lokaler. Jeg skrev derefter til de andre piger, som også kom over i bygningen. Så langt så godt! Da de kom derover spurgte jeg, om de havde været på kontoret for at spørge mht. lokalet eller hvordan - og ja, det havde de. Det havde forløbet således: De havde forklaret at systemet var nede, så de ikke havde kunne tjekke lokalenumret på internettet, hvortil kontor-damen havde sagt, at hun kunne ikke hjælpe, men de kunne låne en computer, så de kunne tjekke det. De havde så igen forklaret, at det ikke nyttede noget, for systemet var jo nede. Nå, men så kunne hun altså ikke hjælpe!
Kl. 9:00 præcis kom vores underviser. Det er første gang, han er kommet nogenlunde til tiden, så det var jo i og for sig godt nok. Der var sat to lokaler af til os, men han ville gerne have, at vi kun benyttede et. Han fortalte, at han foretrak, at vi sad med en tom plads mellem os (så vi ikke kunne kigge hos hinanden), men at de steder det ikke kunne lade sig gøre var det lige meget. Det var dog ikke blot få steder, det ikke kunne lade sig gøre med en tom plads i mellem.
Da vi var kommet på plads kl ca 9:05 (eksamenstiden lød 9:00-12:00) står vores underviser og snakker lidt, og så går han pludselig igen - han havde ikke opgaverne med. Da han er tilbage omkring 10 minutter senere og der endelig bliver ro i klassen, deler han små papirhæfter rundt, hvor der i alt er 4 ark papir, man kan skrive på. Han siger så, at han ikke vil have, at vi skriver mere end de 4 ark, for han gider altså ikke læse så meget. Hjemme på ASB skal vi skrive vores eksamensnr. på vores opgaver og der er en eksamensvagt tilstede i stedet for selve underviser. Det betyder, at eksamen derhjemme er fuldstændig anonym. Hernede skal vi kun skrive vores navn på opgaven.
Underviser begynder så at snakke igen. Noget med, at vi ikke skal være nervøse, og at eksamen jo bare er ligesom en sport: Eksamen er de sidste 10 minutter af en kamp, og så er det jo forskelligt, hvor man lægger sin energi: Om det har været i løbet af kampen eller om det er i de sidste 10 minutter. Det skal også lige siges, at mens han står og snakker, kommer der flere elever ind i lokalet.
Vi sidder spændt og venter på, at vi kan få selve opgaven udleveret, så vi kan komme i gang (klokken er på det tidspunkt omkring 9:30). Men lige pludselig, midt i al hans snakkeri, siger han to spørgsmål, og vi 4 danskere stivner lidt, da det går op for os, at dét var udleveringen af eksamens spørgsmålene. Intet på skrift. Kun to mundtlige gentagelser. Jeg skynder mig at krasse det ned, som jeg fanger. Men næste spørgsmål er så bare, om det er meningen at vi skal besvare begge spørgsmål, eller om vi skal udvælge et.. En af spanierne bag os siger, at vi kun skal besvare et af dem. Så dét har jeg gjort. Jeg har besvaret ét spørgsmål - som jeg forresten håber, at have forstået og nedskrevet rigtigt, da jeg ellers har svaret på noget helt forkert.
Sikke en smører, hva'...
Men for at I ikke skal gå og tro, at det hele her i Spanien er mega useriøst, så for I lige til slut et billed af en statue af en fed dame.. :-)